Har jeg nogensinde sat mig ned, kigget dig dybt i øjnene, så dybt at jeg var lige ved at få overbalance og plaske ned i det hav af stjerner som dine øjne nu engang lader til at være i mine øjne. Grebet dine hænder i et desperat forsøg på at forkorte afstanden mellem os og sagt: ''Jeg elsker dig, mere end hvad mine ord kan formulerer, mere end hvad gud gav os styrken, modet og evnen til at kunne. Mere end jeg ville kunne forklarer på nogen af verdens sprog, mere end jeg selv kan forstå.'' I guess an I love you will do, but not quite.
Vi går mod hinanden, lidt forfjamskede. Krammer, og din duft... skat din duft rammer mig som en hel orkan, din krop mod min er som brand hed lava mod iskolde gletchere, og din brændende kind mod min hjælper ikke på den svimlende følelse i min mave. Vi går, op på biblioteket. Sidder der lidt, prøver at snakke, efterhånden matcher mine kinder dine. Du gør mig nysgerrig, spændt, forventningsfuld, og usikker. Du er så stille, så genert, så skrøbelig, så dejlig. Med det samme ved jeg at jeg må passe på dig. Vi skal snart med bussen, vi må vente, nu ryger jeg. Du gør mig nervøs som ind i helvede. Vi står og kigger lidt, og som den kæmpe tumpe jeg er, ja så er jeg sku ikke sikker på hvorfra vi skal tage den skide bus. Akward. En hjemløs vil spørge om vej, og jeg ved du bliver bange, og jeg skal jo passe på dig. Så jeg tager din hånd, for jeg ved du ikke er vandt til at være i stører byer. Vi nåede bussen, nåede hjem og jeg vidste allerede...
Første dag...
(ps. jeg ved du smiler det smil jeg viiiiirkelig elsker lige nu!!!) Ja jeg ved du ved hvad jeg snakker om, jeg ved du ved at jeg ved du ved hvornår, hvordan, hvorfor og hvor vidunderligt, det endelig var, at se hinanden. Jeg husker tydeligt den dag. Den varme kildende følelse i maven, på vej ud til banen, de spændte beskeder. Den rislende kildrene fornemmelse hele vejen ned af rygraden. Endelig er vi ved banegården. To piger, der aldrig rigtig har set hinanden før, på et og samme sted, på et og samme tidspunkt. Begge med en flok sommerfugle der svimler og sværmer rundt i maven på dem, giver dem både kvalme og en gennemtrængende lyst til at synge, grine og græde af spænding på én og samme tid. Jeg tænder en smøg (ja desværre, men det var dengang) Tager nogle hvæs, skynder mig at gå for jeg ved du allerede er her. Jeg skynder mig ned til gangen under togene, retter på tøjet, ryger hurtigt, hurtigt, jeg vil ikke have at du ser at jeg ryger, ikke som førstehåndsindtryk i hvert fald. så når jeg trappen, og ved at det er nu. Jeg går op, langsomt, lidt svimmel. Når op, vender mig, spejder efter dig. Og dér står en pige, i en lang jakke, med en stor taske, kort hår, et stort smil og helt ekstremt røde kinder, og jeg kan ikke undgå at smile helt op til ørene.
Vi går mod hinanden, lidt forfjamskede. Krammer, og din duft... skat din duft rammer mig som en hel orkan, din krop mod min er som brand hed lava mod iskolde gletchere, og din brændende kind mod min hjælper ikke på den svimlende følelse i min mave. Vi går, op på biblioteket. Sidder der lidt, prøver at snakke, efterhånden matcher mine kinder dine. Du gør mig nysgerrig, spændt, forventningsfuld, og usikker. Du er så stille, så genert, så skrøbelig, så dejlig. Med det samme ved jeg at jeg må passe på dig. Vi skal snart med bussen, vi må vente, nu ryger jeg. Du gør mig nervøs som ind i helvede. Vi står og kigger lidt, og som den kæmpe tumpe jeg er, ja så er jeg sku ikke sikker på hvorfra vi skal tage den skide bus. Akward. En hjemløs vil spørge om vej, og jeg ved du bliver bange, og jeg skal jo passe på dig. Så jeg tager din hånd, for jeg ved du ikke er vandt til at være i stører byer. Vi nåede bussen, nåede hjem og jeg vidste allerede...
