Jeg får nogle gange tanken om at forlade denne jord. Den tanke sidder jeg for eksempel at leger med lige nu. Min far har lige været og diskuteret at han ikke kan forstå at jeg ikke kan ofre et par dage sammen med mine forældre. Diskuteret at han ikke kan forstå at jeg ikke tænker over hvor meget de gør for mig, eller hvor mange kilometer de ligger og kører for at være sammen med mig. Det får mig til at føle mig som en rigtig dårlig datter, som en fiasko, som om at de slet ikke fortjener sådan et ''problem'' som jeg nu engang er. Så sidder jeg og tænker om de virkelig ville have det bedre med at jeg ikke var her. Hvis min mor en morgen fandt mig hel livløs i min seng. Så flyder mine tanker over på mine venner. Selvfølgelig ville jeg aldrig tage mit eget liv. Det ville jeg ikke kunne. Men engang i mellem, er det rart at lege med tanken, bare for at kunne få en lille ''hævn'' over dem.
