intet lys, og dog?

Jeg kan helt ærligt tilstå at jeg ikke kan se nogen udvej på det her længere, et lys fra enden af tunelen, jeg er kun glad med dig, i kontakt med dig, i dit nærvær, udover dig har jeg ingenting at se lyst på. Jeg har ikke kontakt med andre end dem jeg ikke kan udstå. Mest af alt fordi jeg ikke kan udstå deres respons på min adfærd. Endnu mere fordi jeg ikke kan udstå min adfærd, som medfølger deres respons, som sårer mig. Så jeg sårer faktisk mig selv, jeg starter det og det er mig det rammer, kun mig. ingen ser, Ingen hører, Ingen taler. Ren intethed. Dagene går ind og ud og jeg gør ikke noget ud af mine lektier, mit liv passerer forbi mig og jeg skammer mig over at det er kommet så vidt, at jeg har ladet forhenværende episoder destruerer mig indtil jeg er gemt så langt væk bag den deprimerede tilværelse at jeg kun titter frem når du er her. Og så kommer monsteret pludselig og så ødelægger jeg også det. Løb mens du kan, jeg venter bare på at jeg kommer til at smadrer det her. FOr jeg ved jeg gør det og jeg vil gøre dig både lykkelig og utroligt ulykkelig og få dig til at mærke det deprimerede, den mangel på selvværd og jeg vil frarøve dig dit gode humør. Hvis jeg gør det så tror jeg jeg kaster mig ud foran en bus eller et eller andet, jeg hader at gøre dig ked af det, hader migselv endnu mere når jeg formår det fordi jeg snapper, hvæser og knurrer, river og kradser. jeg elsker dig af hele mit hjerte, Du har al min kærlighed, for kærligheden til mig selv gik op i røg og idioter på stilke. jeg har intet tilovers for mig selv, og alt til overs for dig. jeg er nødt til at snakke med ungekontakten og jeg ringer idag. jeg håber det vil gøre mig gladere, jeg håber på mere tid til at træne og at jeg kan blive mere positiv og få mere overskud til at lave lektier. 3 faktorer der river mig og mit humør ned hver evig eneste dag.
- når jeg har slacket på lektierne og ikke kan koncentrerer mig om at følge med.
- når jeg ikke kan få mig til at træne fordi jeg er bange for at ligne en idiot, at det går galt, at folk tænker jeg er fed, mest af alt at jeg skuffer mig selv.
- når jeg indser hvor alene jeg er, og at jeg piller min fantastisk vidunderlige strålende kærestes humør ned gang på gang.

1 faktorer der får mig op hver dag.
- hendes smil, hendes latter, hende komplet platte humor, følelse af at jeg er elsket af hende, ligemeget hvor grusom jeg er, og håbet om to ringe, et hus, et par skrigende unger, og Hende der en søndag morgen til morgenkaffen siger: ''kan du huske første gang vi mødtes, skat?''