I disse år hvor der er forventet af de smukke unge mennesker at finde deres personlighed, deres styrker og svagheder er det måske præcis dette der er sværest. I hver eneste kamp føler du at det er den sværeste du hidtil har måtte stå igennem, hver kamp du kommer igennem på stående fod vil efterfølges af endnu en der med garanti vil prøve endnu hårdere på at få dig ned med nakken. Og når du så endelig tror at du er slået ud, k.o. når du endelig føler at du kan give op, har livet den mystiske tendens til med endnu en udfordring at få dig til at rejse dig op og kæmpe på ny, med hævede knoer og blødende tårer. Du ved ikke hvad det vil sige virkelig at have ramt asfalten før du har givet troen på dig selv et spark ud i horisonten. For hvis du giver op, er det ikke verdens skyld, det er ikke nogen andens skyld at du rammer asfalten, det er valget du tager, vil du stå eller vil du falde?
