Ligesom frosten, der gror som tjørnekrat, bliver jeg grebet af rastløsheden, kulden borer sig ind under huden på mig. En voksende lyst til at skrige gror inden i mig, men i modsætning til trangen, forholder mine læber sig loyalt sammenknebne. Mine øjne flyder over, på en måde jeg troede aldrig kunne være mulig for en bar dødelig som jeg, varme strømme af helligt vand pibler ned over mine kinder, jeg kigger op, op, op, ned, mod grenene der som jeg er tilfrosset, de grene der griber om mine ankler og trækker i mig, hiver, borer, skriger, lokker. Jeg ser verden helt anderledes, end hvad jeg plejede, jeg ved at solen må gå ned, før den kan gå op, men aldrig har jeg haft en erindring om en periode hvis tidsspektrum var så langt som dennes. Der er som når grønne blade, rådner og bliver brune, for derefter at fryses og blive blå, med torne af is. Men denne vinter er ikke mere vinter end denne sommer er regn og slud. Denne følelse, er ikke mere virkelig, end mine erindringer om personer der engang dukkede op i mit liv, personerne jeg ikke kan få til at forlade mig ligemeget hvor højt jeg råber og skriger af dem, ligemeget hvor hårdt mit hjerte pumper blodet rundt i min blege kulderamte krop. Kigger ned,ned, op, er der håb, for guds små børn, efter al den tid har du ikke vist dit ansigt for os endnu, men vi er her stadig. kigger op, ned. Nu kommer regnen, og frosten smelter, og giver mig forløsning, for tjørnekrattet.
