Jeg kan ikke forstå det. Jeg prøvede blot at hjælpe dig, jeg lyttede til alt det du havde at fortælle mig om dig og din fortid dine dybdegående minder ting du sagde du ikke havde fortalt til noget menneske før. løgne, alt sammen løgne for at få mig til at tro at det var tillid du lagde i mig, så jeg skulle kunne stole på dig. og jeg hoppede i med begge ben, jeg bliver ved med at straffe mig selv og savne dig på en måde men hvad er det jeg savner? noget der aldrig eksisterede. Det simple jeg ikke kan forstå er at: jeg prøvede at hjælpe dig, du lagde an på mig og fik mig til at falde for dig den gang, hvorefter du vidste din usikkerhed, men det var for sendt, herefter behandlede du mig som om jeg var intet. det er jeg ikke. du fortryder måske nu, du er måske en god person. Men ikke for mig, du er giftig, ikke Lucifer? alle de fucking advarsler og blind dum og naiv som jeg var. betød de intet. Du må ikke gå væk fra stien sagde bedstemoren, ikke følge med ulven.
