Jeg kan ikke bære dig gennem livet på mine skuldrer, men jeg vil hellere end gerne holde din hånd og gå vejen med dig. Falder du, ville jeg falde og ramme jorden før dig og det kan jeg ikke, derfor kan jeg ikke bære dig på mine skuldre, det ville være en bjørnetjeneste, men snubler du derimod mens jeg holder dig i hånden, vil jeg trække i den før du rammer jorden, kysse dine pande, og gå med dig mens du kommer dig over nedturen.
Jeg er her for dig, det vil jeg altid være. I starten opfattede jeg dig slet ikke som en sensitiv personlighed, uskyldig men ikke meget følsom som sådan. Det er mere og mere gået op for mig, at du er mindst lige så følsom som jeg er, jeg er bare mere uadvendt og bærer mine følelser på tøjet, du lader dem hænge i dig. Og jeg kan sagtens høre når du snakker om det her emne der for tiden tynger dig, at det er noget der virkelig gror inde i dig, og gnaver på dit ellers så positive humør. Jeg ved godt din mor er svær at snakke med, ja faktisk ret uhøflig når man prøver at fører en samtale med hende, men jeg tror det er fordi hun har det svært ved at se på dig, fordi du er hendes yngste datter, og du er ved at blive stor, og måske føler hun at du kan stå på egne ben nu da du er så gammel, og hun ikke skal pylrer om dig som spædbørn der lige er blevet født. du har selv sagt at nyfødte menneskebørn er mærkværdige, da de er komplet hjælpeløse, og det er gået op for hende, at det er du ikke mere, du er en selvstændig ung kvinde, og da du er hendes sidste datter har du været hendes sidste chance for at genleve sine ungpige år gennem dig, give dig kjoler, parfume, sminke og sko, men du er ikke en prinsessepige, du er en drengepige og det er hun okay med, men et eller andet sted, er det uforståeligt at skulle indse at den sidste chance hun havde for at genleve den lille pige hun engang var, er sluppet gennem fingrene på hende som røg. Du ved hvem du er, jeg ved hvem du er, laura og simone ved hvem du er, du er smuk, du er ung og inteligent, du er talentfuld og passioneret, du kan opnå mål som de fleste ville opgive på vejen. Når du er ved at nå helt til tops, og stopper er det en bevidst bveslutning og hvad du har lyst til, og hvad ville gøre dig glad, andre ville give op fordi de var dovne eller bange for at få succes men ikke dig. DU er jordnær, nede på jorden, du hviler i dig selv, men kan også sige hvad du føler, du er i stand til at elske så passioneret, som ingen andre jeg nogensinde har mødt. Du er her for andre, du skal ikke et sekund tro, at der er noget i vejen med dig, pga. hvordan din mor er, du må ikke sige til digselv at det er dig der må være noget galt med siden hun ikke er til at snakke med. Det er hende, der må forbedre sig på det punkt! Fordi du er så fantastisk et menneske, og jeg har aldrig haft den følelse som jeg får nu når jeg kigger på dig. Der er intet i vejen med dig, overhovedet. hvis det tynger dig så meget, vil der også komme et punkt hvor du får nok, og så må du samle modet, selvom det er svært og skræmmende, og gå ind og sige til din mor: ''Jeg skal snakke med dig, og det er vigtig, og jeg vil gerne have at du lytter for jeg kan ikke klare at have det sådan her mere, jeg har det ikke godt.''
