Og det eneste jeg som sådan kan fornemme omfavner mig lige nu er en negativ døs af røg og stoffer. For det de ryger der får smilene frem, knækker phsyken, men ubevidst så ingen vil kunne opdag hvad fanden der egentlig foregår før det er for. Jeg er sikker på alle hader mig ikke mindst på baggrund af min egen bedømmelse af migselv, nu er alt kvinden og jeg talte om den dag forsvundet, og jeg har hårdt brug for hjælp. hjælp inden mine tårerkanaler får frit løb og alle kommer til at se mig græde men det er der vel egentlig intet galt i, det er bare endnu en af de forsvarsmekanismer som fortiden har lært mig, vis ikke smerte, eller svaghed. Bed ikke om hjælp fordi det viser at du ikke er stærkt, men det er jo lige præcis det man er hvis man ikke vil spørge og gør det alligevel og derpå blotter sig men man vil fortryde det siger en stemme i mig, ligesom jeg vil fortryde at være her. jeg hader jer allesammen, bortset fra dig skat. Alle dråberne i havet betyder ingenting lige nu, og menneskeheden måtte godt dø-ud, så længe vi alle dør så er der jo egentlig ikke noget at være bange for er der? Jeg brænder op indvendig, og jeg savner min afhængighed i de hårde tider, jeg vil bare langt langt væk, hurtigt, nu, lige nu. men det kan jeg ikke, og jeg skal på arbejde, bare en time til, men en time bliver hurtigt til to og jeg kan hverken vælge at vrage eller tro. jeg vil ikke tro på jer to med de skinnende tænder og smilende blænder mens i binder mine hænder fast på løfter om tomhed... tomhed.
