Jeg kendte dig og vi skabte minder formet af splitsekunder der varede i cirkler og jeg forstår ingenting. Du glemte mig og så glemte jeg dig, for det var jeg nødt til. Og nu er du tilbage, i små brudstykker af minder, og jeg smiler af glæde, ikke over at du er tilbage for du min fine ven er ikke en værdig brik i mit puslespil, i min lille gemmeleg, du er bare en af de brikker der ikke passede ind. Jeg smiler fordi jeg kan se det smukke endnu engang, og bedst af alt, uden dig.
