Jeg omtænker en
rolig tid i mit sind, en tid så skyfri at solen kunne kysse ens uberørte og
velbevarede uskyldige hud. Engang hvor smil var hverdagskost, og kram var
essentielle, kærligheden strømmede og varmen kom fra de mennesker jeg holdte
af. Dengang hvor et skænderi med ens bedsteveninde var glemt dagen efter. En
tid hvor blomsterne oplyste verden og farverne var stærke og gennemtrængende,
og forsikrede en om, at verden var et smukt sted at vokse op i. Dengang det var
frækt at sige ting som, tissemand. Og den største frygt man havde var at vælte
på sin tohjulede cykel, fordi støttebenene ikke var taget af, og man vidste
hvor ondt det gjorde når man skrabede knæet. Dengang man gang på gang faldt og
slog sig, og græd, og min far kom og samlede mig op og bar mig ind i min seng.
Min mor kyssede mit knæ, med en lille hudafskrabning, og min far hentede en
sodavandsis. Og pludselig gjorde det ikke længere så ondt. Dengang hvor en
slåskamp betød at man var blevet nevet af en. Dengang det at være til fest
betød sodavand og kage og festlege. Dengang det at have det sjovt ikke
involverede alkohol og euforiserende stoffer. Dengang jeg ikke tænkte over
hvordan min krop var, eller hvilket tøj jeg skulle gå i, og endnu vigtigere, at
jeg ikke tænkte over hvad andre tænkte om mig. Dengang hvor jeg ikke løj,
dengang jeg brugte 2 kroner på et stykke tyggegummi, og derefter kom grædende
hjem fordi jeg havde så dårlig samvittighed. Dengang hvor det at have en
kæreste, bare betød at man var sammen, og grinede, og fjollede, og måske holdt
i hånden. Dengang mine forældre stadig kunne passe på mig, og hjælpe mig, og
holde om mig, og trøste mig når jeg græd.
Dengang, da der bare
var mig, min bror, mine forældre, vores hund, og et hus og en have.
Jeg sidder og græder
mens jeg skriver dette. Og jeg ved ikke hvorfor, jeg savner det, specielt mine
forældres omsorg, og manglen på bekymringer og forventninger. Man må værdsætte
det man har i livet, for en dag er det her ikke længere.
