Jeg har det fint

Det er efterhånden gået op for mig at jeg egentlig ikke har haft det godt længe. Når jeg har det godt, i denne periode, så har jeg det dårligt, bare i lavere karat. Jeg har det egentlig rigtig dårligt med migselv, og jeg ser efterhånden ikke nogen længere. Dagene går hurtigt fordi jeg lukker øjnene, holder mig for ørene og intet siger. Jeg snakker en masse det er ikke det, men jeg snakker en masse for på en eller anden måde at blive set, og det er ukomfortabelt at indrømme, men dette er en menneskelig tendens. Jeg snakker og snakker og snakker, og siger ingenting, stilhed siger mere end ord. Når jeg endelig bliver stille, er det ikke tilfældigt, det er en bevidst handling for at isolerer migselv fra andre og isolerer andre fra mig så jeg ikke kommer til at bide hovedet af dem... Kender i ordene tavs vold? Det omhandler personer der lukker i, lukker sig sammen, og isolerer sig fra andre, brænder inde med problemer og lader det tærer på dem, istedet for at slippe det i form af ord og samtaler omkring det direkte problem. Det benytter jeg mig af, og jeg benyttede mig af det før jeg hørte om det, men jeg vidste ikke at jeg gjorde det og at det var så voldsomt. Nogle føler jeg bare at jeg ikke bliver hørt, og jeg ikke får opmærksomhed, og ikke bliver bekræftet, og så vil jeg egentlig hellere være stille for ikke at komme til at fremstå som en højrøstet idiot. Så vil jeg hellere bare side her med to læber der aldrig adskilles, og være helt usynlig, og faktisk ikke høre hvad læreren siger da jeg egentlig ikke føler at jeg kan rumme flere ord og rumme flere ting og lektier i mig.

Jeg vil ikke besværer andre med de ting jeg går rundt med. Derfor vil mit svar som oftest være der lorte kliché svar, at jeg har det fint, og du ikke skal bekymrer dig. Men helt ærligt så har jeg det som om at jeg er ved at synke dyberer og dyberer ned i et stort sort hul. Som jeg prøver at fylde med mad, musik, smøger, sprut og tjal. Bare for at have andet at tænke på i et par minutter.