Jeg kan ikke lade være med at tænke om andre også får det på den her måde.
Lavt selvværd er den værste følelse, og alt virker meningsløst, intet hjælper jo alligevel. Jeg kommer jo aldrig til at passe ind i jeres gruppe, jeg ved hvor svært det er at bryde en tæt gruppe af venner, og det er i, og det skræmmer mig væk og det skammer jeg mig fucking meget over. For jeg er ikke en pussy, jeg er ikke en whiner og jeg er ikke svag... jeg tror bare ikke altid lige meget på at jeg er god nok som jeg er. Og det tror jeg ikke i vil syntes. Nogle gange har jeg bare lyst til at skrige til mine venner at jeg har brug for dem, men jeg er for stolt til at gøre det, jeg har brug for at de støtter mig, men jeg ved bare ikke. Jeg kan ikke forklare de her følelser, selvom jeg tror alle har dem, de dér der kommer helt nede fra maven, og ligesom sidder som en klump i brystkassen og kravler op ad hals røret... Jeg ved jo for helved ikke hvad jeg skal gøre uden jer! Spørgsmålet er hvor meget mere jeg kan klarer, men sådan er spørgsmålet ikke. sådan er spørgsmålet aldrig. Det spørgsmål findes ikke for mig når det kommer til mine tætteste, jeg har ingen grænse for hvor meget eller lidt jeg kan holde til.. Og på en eller anden måde, vil jeg en dag knække bagover pga. det her. Og jeg hader migselv for det...
Lavt selvværd er den værste følelse, og alt virker meningsløst, intet hjælper jo alligevel. Jeg kommer jo aldrig til at passe ind i jeres gruppe, jeg ved hvor svært det er at bryde en tæt gruppe af venner, og det er i, og det skræmmer mig væk og det skammer jeg mig fucking meget over. For jeg er ikke en pussy, jeg er ikke en whiner og jeg er ikke svag... jeg tror bare ikke altid lige meget på at jeg er god nok som jeg er. Og det tror jeg ikke i vil syntes. Nogle gange har jeg bare lyst til at skrige til mine venner at jeg har brug for dem, men jeg er for stolt til at gøre det, jeg har brug for at de støtter mig, men jeg ved bare ikke. Jeg kan ikke forklare de her følelser, selvom jeg tror alle har dem, de dér der kommer helt nede fra maven, og ligesom sidder som en klump i brystkassen og kravler op ad hals røret... Jeg ved jo for helved ikke hvad jeg skal gøre uden jer! Spørgsmålet er hvor meget mere jeg kan klarer, men sådan er spørgsmålet ikke. sådan er spørgsmålet aldrig. Det spørgsmål findes ikke for mig når det kommer til mine tætteste, jeg har ingen grænse for hvor meget eller lidt jeg kan holde til.. Og på en eller anden måde, vil jeg en dag knække bagover pga. det her. Og jeg hader migselv for det...
