Jeg sidder lige nu, i samme øjeblik og lytter på en af mine tætte venner åbne op og fortælle en stor del af sin livs historie. Dette er samme person det minder mig om en der har såret mig dybt. Jeg har lagt mærke til at de minder mig om hinanden når de snakker om noget de er passionerede omkring. Dette er tanken jeg fik:
Den nat, den samtale, der indeholdt dine minder om hvordan du har formået at tilegne dig dybe sår. hemmeligheder og grunde til dine problemer. Det jeg erindrer er så forfærdeligt sløret af alkoholens berusende påvirkning. Men nu sidder min ven her og fortæller om sine sår, og gud hvor jeres sprog, mimik og påvirkning er ensartede. Den måde i beskriver dybt sårende ting på, er så ens. Jeg får en indskubt tanke om, om du har en lige så smuk personlighed som denne af mine venner. Du valgte at fortælle mig alt det om digselv, og fortælle at det føltedes rigtigt, da jeg spurgte hvorfor du lige fortalte mig det. Alle de ting du sagde, og det eneste minde er dine dybe brune øjne, og dit ansigtsudtryk. Men om din begrundelse var sand, at det var fordi jeg var speciel og at det føltedes rigtigt, tvivler jeg på. Du ved selv hvorfor. Og det er synd at jeg ikke stoler på det, det er en skam at du mistede mig. For du var en fascinerende dyb person, ligesom min ven. Gud hvor jeg savner dit ansigtsudtryk når du stirrede på mig med et uskyldigt blik og man kunne se at du tænkte, på noget om mig, og hvordan du studerede mit ansigt. Eller den måde du snakkede på når du virkelig åbnede op og var sårbar.
