Jeg overhørte engang 3 piger sidde og føre en samtale i spisepausen. Og dette var hvad jeg overhørte.
''Alle har sku da gennemgået en eller anden form for psykisk tragedie som små eller yngre, men jeg er bare så træt af at høre på folks lort, de bliver jo ved med at vade i det? Så giv dog slip!''
Vi har alle gennemgået noget vi personligt syntes har været forfærdeligt, noget vi har meget svært ved at bearbejde og give slip på. Mange gange læser jeg om folk der skriver om deres livs historier osv. osv. Og jeg fanger tit migselv i at sidde og tænke: ''Og du syntes du har det dårligt? Jeg har set så meget mere smerte end det dér!'' Jeg kan tit blive forarget over at folk siger de har det ååååh så dårligt. Jeg kender folk, der er så stærke, og har stået imod så mange ubeskrivelige ting, og de piber ikke HALVT så meget! Men jeg syntes egentlig at det er forkert at have det som jeg har det, fordi jeg har da også været igennem noget, som jeg syntes har været rigtig rigtig hårdt og også tit nyder at komme ud med, fordi det løfter det mere og mere fra mine skuldre. Og hvis jeg stiller det jeg har været igennem op mod nogle af mine venners, så er det det reneste vand i sammenligningen. Men det kommer helt an på hvilken person man er, kom jeg til at tænke på. Fordi man kan jo ikke have medfølelse (i hvertfald ikke 100%) overfor en anden persons tragedier, fordi hvis personen der har oplevet dette, er meget mere følsom end én selv, jamen så har det klart virket meget voldsommere på denne. Det vil jo heller aldrig være det samme at få det fortalt som at det rent faktisk gik ud over én selv.
Mia xoxox
