Ærligt talt. følte jeg mig som en lille pige, der råbte og skreg i desperation, af mine lungers fulde kræft. ligeindtil jeg var ved at kvæles. som kradsede jeg mine fingre til blods for at komme ud, komme væk, og løbe. Mit hjerte hamrede i rædsel og jeg kunne hyppigt føle en kvælende fornemmelse i halsen. Tårerne brændte da de løb ned over mine røde kinder, og jeg skreg af min lungerfulde kræft gang, på gang, på gang.
Problemet var bare at det var kun inden i.
uden på lå jeg bare helt stille, i dine arme, og holdt vejret. Jeg bevægede mig ikke, og du blev ved med at trykke mig tættere og tættere ind til dig, mens du træk vejret dybt. Det var mørkt og jeg kunne ikke se noget, for vi lå under dynen, og jeg kunne kun mærke dit stærke greb. Din hånd blev ved med at kravle up under min undertrøje. jeg sagde ingenting, ikke et ord. Men jeg var rædselsslagen.
de sidste par dage efter dette. har jeg følt mig helt tom, og bange. Jeg bryder mig ikke om tanken. Du er 19 og jeg 15. Jeg kan ikke forestille mig at ligge i nogens arme igen. Jeg er så bange.
