Det bløde beslag, om dit tomme indre. vil forevigt holde din sjæl indespærret i dit selviske hav. men dit ego er så stort at jeg altid vil tro at dette engang må briste..
Dine øjne er så blå så blå, de er små og lysende, alligevel virker de store.
Jeg elsker at se dig i øjnene, for så ser jeg lige ind i din sjæl, og du ved det ikke engang. men jeg kan se hvem du er, bare fra at kigge dig ind i øjnene.
de øjne, de får dig til at ligne en lille dreng. som dengang vi plejede at leje i sandkassen. og til de gange vi legede i sengen. og det var samme blik. samme lille lidt småforvirrede blik når jeg gjorde noget ved dig du ikke forventede...
jeg savner det blik, for jeg ser det så sjælent for tiden. nu er der så meget at tænke på. ikke kun dig. for dengang var der kun dig. og så var der lige pludseligt alt andet. alle problemerne, alt dramaet, alle løgnene, alle fejlene, alle ridserne, alle sprækkerne, alt det der ellers fosvandt, når bare jeg fik lov til at se ind i dine øjne. og drukne i det blå hav af følelser, og legepladser...
