Der var engang en lille pige... denne lille pige havde intet navn, ingen identitet, ingen personlighed. Hendes læber var tørre og hendes hår blodrødt. Hendes hud var bleg og hendes øjne blanke og livløse, som havde hendes sjæl checket ud. Hun vandrede tit rundt, ude på skolens gange, iført en stor trøje og blå afvaskede bukser. Hendes hår var altid krøllet, sådan kunne hun bedst lide det. umiddelbart virkede hun forholdsvist glad, når hun mødte fremmede, selvom det var sjældent nogen snakkede til hende. hendes tanker var et stort tomrum, hendes øregange var fyldt med et kaos af stemmer som hviskede, skreg, råbte, alle lige lokkende, alle med de samme råd og idéer... frem for sig så hun intet andet end håbløshed, fanget i sit eget spind af løgne og falske håb og forventninger til menneskene omkring hende.
hun var stærk, men tiden svækkede hende.
hun var glad, men stemmerne brød hende ned.
hun elskede men fortrød.
tiden brød hende ned, men hun er smuk, dejlig, skriver fantastisk, og jeg elsker hende.
